|
Til
gourmetaften hos Christian i Sverige lørdag den 4. marts
2006.
Her følger så de stærkt foruroligende
billeder af fire relativt unge menneskers indtag af mad
og drikke i et omfang, der klart overskrider
Sundhedsstyrelsen anbefalinger.
Vi er til gourmetaften hos Christian i
Sverige, og som altid sner det.

Vi starter lige med at kigge på den fine
spritnye bil - en kongeblå Peugeot 607.
Nå, men så bliver vi budt inden for til
en forrygende aften med hele ni retter, gode vine og
whiskyer og ild i pejsen. En gennemsnitlig vægtforøgelse
på 1½ kg er så bare en af bivirkningerne af aftenen. Men
det må løbebånd og cykelture ændre på den kommende uges
tid.

Et fint nyt navneskilt er det også blevet
til. Sikke dog de kan.

Kokken trækker vinene op, og så er vi ved
at være klar til første ret.

Thai snack med
sød chili sauce
En
lettisk øl og en skål diverse tørrede snacks kommer på
bordet. Det er første ret og er Thai snack med
sød chili sauce.
De er hjembragt af Christian, der netop
har være på rejse i Asien - det blev der så pralet lidt
med.

Mens vi andre hygger går kokken i gang
med tilberedningen af anden ret, der er hedder
'No Name' og er med sød chili
sauce. Retten består af henholdsvis blomkål og broccoli,
som er skåret i buketter. Disse var så dyppet i beignet
dej og friteret gyldne i friture. Dette er efter kokkens
oplysninger en typisk snack ret i Thailand og den ses i
forskellige variationer med hensyn til valg af
grøntsager eller mindre stykker kød.
Opskrift: Beignet dej: 2-3 dl hvedemel, 1 tsk.
bagepulver, salt og peber samt 1 øl (33cl).
Ingredienserne piskes sammen til en flydende dej, skal
have konsistens som en tynd risengrød. Dyp derefter
grøntsagerne i dejen, slå overskydende dej af og kom i
frituregryden. Grøntsagerne er klar når de kommer op til
overfladen.

Bemærk at frituregryden er anbragt under
emhætten. Så undgås duns i hele hytten. Smart.

'No Name'. Tænk at grønsager smager så
godt. En god og anderledes form for snacks.
Så kommer aftenens tredje ret, som
flere af aftenens gourmeter har set frem til. Vi er
blevet stillet en ægte omgang
'Kylling ala Schwong'
med rigtige pomfrits i udsigt. Det er et modigt forsøg
fra en kok, der for øvrigt aldrig selv har haft
fornøjelsen af Schwongs køkken, men kun har hørt det
omtalt gennem mere end 15 år fra andre af gourmeterne.
Schwong var ejeren af en grillbar på Hovedvejen i
Glostrup.
Opskrift: 6
store kyllingelår. 4 stk. Kyllingefond (terning). Start
med at lave en kraftig kyllingefond af 4 terninger i en
liter vand. Kom derefter alle lårene i en plasticpose og
hæld fonden over. Posen lukkes og kyllingen marineres i
5 timer. Kom derefter i ovnen i to timer ved 150 grader
for til sidst at afslutte med 5-7 minutter i frituren.
Bedømmelse: Christians kylling med pomfrits var
god. En rigtig manderet uden grønt på tallerken.
Kyllingen var saftig og gennemstegt og pomfritsne
gyldenbrune. I det hele en god ret. Men, men, men ...

Sidens
største billede til ære for Schwong.
Christians ret har bare ikke meget med
Schwong at gøre - fred være med ham. Nu da Christian har
tilladt sig at bringe Schwong på bane, så giver det
anledning til at fortælle den ægte historie om Schwongs
grillkyllinger, der stadigvæk kan få munden til at løbe
i vand hos en sand grillkylling-fan.
Sagen er, at når vi taler om Schwong, så
taler vi om en ½ grillkylling og en stor bakke pomfrits.
Schwongs kyllinger var altid over-gennemstegte med sprød
skin, mere tørre end saftige og på kanten til at være
branket eller var branket. For eksempel havde vingen
fået så meget, at den var blevet så hård, at man skulle
passe på tænderne, når man forsøgte at bide kødet af.
Dertil havde kyllingen en kraftig smag fra fritureolien,
der formentlig aldrig var blevet skiftet og som blev
brugt til alt lige fra forårsruller, hamburgere,
kyllinger og pomfrits, og derfor havde fået en meget
kompleks smag. Hemmeligheden ved Schwongs kyllinger og
pomfrits var formentlig en kombination af den
ubestemmelige fritureolie og tricket med at overstege,
dvs. at såvel kylling som pomfrits havde fået omkring 5
minutter mere end godt var. Sådan lyder i hvert fald en
af teorierne om hemmeligheden bag Schwongs
grillkyllinger.
Bestillingen blev altid modtaget med et
bredt smil og ordene: 'Med hjem?' Ja for fa'en, hvem
gider stå og spise på Schwongs grillbar med lyden af en
spillemaskine henne i hjørnet, hvor der altid sad en
taber på barstolen og spillede med en pulsende smøg i
mundvigen. 'Ja tak med hjem.' Så kom kyllingen ned i en
hvid foliepose, pomfrits i en bakke og ned i en brun
pose, hvori der blev prikket huller. Til sidst kom både
kylling og pomfrits i en gennemsigtig pose og der blev
slået en knude. Så vandrede man velfornøjet hjemad og
slog lige et smut ind forbi videoforretningen og lejede
en film og fik 1½ liter Coca Cola med. Vel ankommet hjem
satte man sig ved ved stuebordet, åbnede posen og en
umiskendelig duft af fritureolie, kylling og pomfrits
fyldte stuen. Kyllingen blev spist med fingrene og det
hele skyllet ned en 1½ liter Coca Cola, mens filmen
kørte på videoen. Man fladede ud på sofaen med
fjernbetjeningen inden for rækkevidde og en smøg på
læben. Se sådan levede en af gourmeterne i perioden 1988
til 1991. For fa'en Schwong, hvorfor lukkede
Levnedsmiddelkontrollen din forretning!

Nå, med Christians kylling glider ned
sammen med en udmærket flaske 'Rio Sole' fra Brasilien.

Snakken går og der bliver skålet for
Schwong.

Fjerde ret er
Chilli con Garne -
aftenens kødindslag.
Opskrift: 500
oksekød, 1 kg løg, 150 gr. bacon, 5-6 fed hvidløg, 2 ds.
flåede (eller hakkede) tomater, 2 ds. bagte bønner, 2
ds. koncentreret tomatpure, 2 ds. røde kidney bønner,
2-3 spsk. sambal oelek eller harissa (chilipasta), 1
spsk. kanel, 1 spsk. vanilliesukker, 2 spsk. oregano
samt 1 øl - resultatet bliver bedst med en svensk
Spentrup 5,9 %.
Sådan gør du:
Hak løg groft, pil hvidløg og hak groft. Bacon ternes.
Steg først bacon i gryden, tag op, steg hvidløg (let
gyldne) i bacon, fedtet tag op, steg løgene til de
bliver gennemsigtige tage op steg kødet til det gryner
tage op. Kom lidt olivenolie i gryden tilsæt chili
(sambal eller eller harissa) steg til det bobler. Tilsæt
øvrige krydderier. Tilsæt øllen lidt af gangen til
kryddermassen bliver en lind gød. Tilsæt kødet rør godt
i gennem og tilsæt så alle øvrige ingredienser. Det skal
stå og småsimre i 3-5 timer - rør en gang imellem. Ca.
en time før serveringen tilsættes kidney bønnerne.
Serveres med lidt brød og rigtig smør til.

Chilli con Garne - med ægte smør til
brødet. Af hensyn til den påståelige Anders med
korttidshukommelse bringes her beviset for, at vi også
denne gang fik rigtig smør. I dag 'Svenskt Smör'.

Hertil bliver der serveret to
knaldhamrende gode vine, som bestemt kan anbefales.


Anders i et fromt øjeblik.
Femte ret er
Blomkålsshot med
parmesanflan. Aftenens suppe indslag.

Blomkålsshot med parmesanflan.
Opskrift: 6 fed
hvidløg, 500 gr. blomkålshoved, 5 dl hønse boullion, 2
dl madlavningsfløde (kaffefløde) og 50 gr. parmesan.
Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 grader, riv parmesanen groft. Læg
parmesanen i aflange bunker på en bageplade med
bagepapir, bag til gyldne ca 6-10 minutter. Lav ligeså
mange bunker som der er gæster. Pil hvidløg og kom dem i
en skål med lidt olie sæt i bunden af ovnen. Når det har
fået lidt farve tages de ud og moses samen med lidt
salt. Blomkålen koges blød i bouillonen hvidløg
tilsættes og det hele blendes med en stavblender
derefter tilsættes fløden og det koges op og blendes
inden servering. Serveres i passende glas og en
parmesanflan ligges på glasset.

Der bliver ofte skålet
J

Anders -
tankerne går til Schwong.
Sjette
ret er
citronstegt svinemørbrad med artiskoksalsa -
aftenens lille gris.

Citronstegt svinemørbrad med artiskoksalsa.
Opskrift: 700 gr. svinemørbrad,
Skal fra 1 citron, 2-3 spsk. olivenolie, salt og peber,
1 ds artiskokhjerter (ca. 300 gr.), 150 gr. cocktail
tomater, 1 avocado, skal og saft fra 1 citron
Sådan gør du: Sæt ovnen på 200 grader. Puds
mørbraden fri for hinder, kom citronskallen i en skål
med olien. Klap denne blanding på mørbraden krydr med
salt og peber. Steg i ovnen ca. 25 minutter. Lad det
hele køle af. Skær salsa ingredienserne i passene
stykker bland og stil til side til servering. Servering:
skær tynde (3-5 mm) skiver af mørbraden læg et passende
antal skiver på hver tallerken, kom salsaen over server.

Vi hygger og skåler.
Så er kokken i gang med at tilberede
syvende ret, som er
carbonara med pølse.

Opskrift: 300
gr. pølse (jeg brugte chorizo, men enhver pølse med egen
smag kan bruges), 100 gr. bacon eller pancetta, 4
æggeblommer, 1 dl piskefløde, skal af 1 citron samt et
lille bundt persille. Dertil 450 gr. linguine
(størrelsen mellem spagetti og bånd pasta).
Sådan gør du: Skær pølserne på langs og tag kødet
ud af pølsen sådan at du ikke får noget skin med (brug
en lille ske) steg kød og bacon på panden. Bland
æggeblommer, hakket persille, piskefløde og citronskal.
Kog pastaen al dente, si vandet fra kom kødet i pastaen
og vend ægge fløde blandingen i rør om og server.

Carbonara
med pølse
Den ottende ret er
ananas med chilisukker.
Endnu et Thailandsk indslag.
Opskrift: 1
ananas, 2 spsk. groft salt, 3 spsk. sukke samt 1 rød
chili. Sådan gør du: Del ananasen i passende
stykker (skal spises med fingrene). Hak chilien på et
skærebræt, kom saltet henover og bland på brættet skub
ned i en skål og kom sukker i og bland igen. Server.

Ananas med chilisukker.


Martin iklædt sit varemærke. En Liverpool
t-shirt.
Så er kokken i gang med niende og
sidste ret (anden dessert), som er
favoritkaken - aftenens
svenske indslag. En rigtig kaloriebombe.
Opskrift: Bund: 500 mandelmasse. Fyld: 125 gr.
smør, 3 dl piskefløde, 250 gr. lys chokolade, 250 gr.
mørk chokolade og 5 cl rom.
Sådan gør du:
Tag en springform (21cm) brug fingrene til at fordele
mandelmassen som bund i springformen. I en gryde smelt
smørret, når smørret akkurat er smeltet kommes fløden i,
dette koges op og gryden tages af blusset. Nu kommes
chokoladen og der røres til alt er smeltet til sidst
kommes rommen og der røres godt og dette hældes over i
springformen. Stilles i køleskab minimum 4 timer før
servering.


Favoritkaken
- svensk kaloriebombe.

Kaloriebombe og whisky - en god
kombination.

Christian har leveret en perfekt og
kontrolleret gourmetaften. Her sidder han med overblik
over situationen.

Vi andre skovler bare ind og hælder ned.
Er der noget bedre end en god whisky med masser er røg,
den knitrende lyd af ild i pejsen og hyggeligt selskab?


Tja, opvasken står Christian selv for.

Aftenens vine og whisky.

|