

Vi mødes at et
fint dækket bord med boller og syv forskellige kager! Så
er det ellers bare om at komme igang.

Mens Anders
læser højt om historien om det Sønderjyske kaffebord,
nyder Christian den varme cacao med flødeskum.
Det
sønderjyske kaffebord var kendt for sit store udbud af
kager. I bogen ”Sønderjysk koge- og Bagebog” står der
at: ”...kaffebordet indledes med boller eller kringle.
Derpå fulgte i rask trav pladekage og sandkage med creme
eller en roulade. Så var bunden lagt, før man kunne give
sig i lag med det vigtigste, tærterne eller lagkagerne.
Hvis det var et fuldt kaffebord, blev de "bløde" kager
afsluttet med cremesnitter, før man gik over til de
”hårde” småkager. Her var utallige arter, og der var
ingen regler, skønt visse slags dog helst skulle være
der.”
”Uden at
kaffebordet kan siges at være udsprunget af
nationalitetskampen, så er det dog en kendsgerning, at
de danske forsamlingshuse, der byggedes i Nordslesvig
fra 1890èrne til 1914, erstattede de sædvanlige
kaffepunche efter møder med fælles kaffebord med
kagespisning. Årsagen hertil lå i de tyske myndigheders
uvillighed til at give spiritusbevillinger til de danske
forsamlingshuse.”
”Et eksempel
på den forskel i kaffebordstraditioner det medførte,
gives af en kvinde fra Sønderjylland, der skildre,
hvorledes hun for første gang var til kaffebord hos en
tilflyttet rigsdansk byfamilie i 1920. ”Vi troede, at
alt, hvad der var dansk, var så godt, langt bedre på
alle punkter, end det vi selv havde. Men sikke en
skuffelse, det var første gang, vi var til kaffegilde
hos en dansker - ja, altså en fra det gamle land. Vi var
helt underlige til mode, det hele var noget småt og
dagligt. Hun bød os bare én gang, så vi blev slet ikke
mætte. Vi var alle enige om bagefter, at det havde været
lidt ringe.”
Forskellene på
landsdelenes madvaner er blevet stadig mindre,
industrialiseringen har medført at det i høj grad er de
samme produkter man kan købe over hele landet. Men går
man på opdagelse i de gamle opskrifter og traditioner,
ligger oplevelserne gemt. Velbekomme.

Den første
kage var en pladekage (tv) og den anden en sandkage
(th).
Vi har altid
fået Sønderjysk kaffekage ved alle andre arrangementer
hos Anders. Tidligere tiders spekulationer om, hvorvidt
Anders selv bager kagen men i stedet får hjælp af mor,
er blevet manet eftertrykkeligt i jorden. Anders fra
Ejby blev nemlig i sommer presset op af Anders og dennes
mor på havnen i Gildeleje, og under slet skjulte
'trusler' om en at blive smidt i havnen måtte Anders
love, at der fremover ikke hentydes til, at mor måske
har en finger med i spillet. Der er også noget der tyder
på, at Anders denne gang selv har bagt kagen. Den havde
en mere 'kikset' form, hvilket dog blot blev forklaret
med, at han havde glemt at smøre formen. Hmm .... vi er
ikke helt overbevidste endnu.

Den tredje
kage var en banankage (tv) med flødeskum, og den smagte
herligt. Den fjerde kage var en klassisk æblekage med
makroner og flødeskum (th).


Den femte kage
var en firlagskage med makroner, jordbærsyltetøj og
flødeskum. Makronerne havde fået en ½ flaske whisky og
det kunne smages! Denne kage kunne man godt blive skæv
af. Selv et lille stykkes kunne mærkes. Man tænker på
tidligere tiders hashkager ... Et godt råd. Brug ikke så
meget whisky!

Den sjette
slags kage var medaljoner (tv) med glasur rørt i whisky
- det kunne også smages. Nu var vi ved at have fået
whisky nok! Den syvende slag kage var de hårde småkager
(th). Et Sønderjysk kaffebord helt efter bogen. Hvis det
ikke var fordi vi skulle have flere retter, så var der
kager nok til at tage en runde til. Men nej det sprang
vi over ...

Herefter var
det tid til at tage en lille pause, og det gjorde vi en
et spil 'Bezzerwizzer' og et glas rødvin. Martin vandt
første runde, men han sad jo også med reglerne.


Derefter lagde
vi forsigtigt ud med røget ål med røræg og purløg på
rugbrød. Smøret - som Anders altid går meget op i - var
Lurpak smør med groft Læsø salt. Det smagte rigtig godt.
Vi drak en flaske italiensk 'Albesium' årgang 2004 til.
Den smagter godt og her skåles der.


Herefter var
næste ret and med det hele - det har jo også lige været
Mortens aften. Vi drak en flaske 'Chauteau de la
Sabliére' årgang 2000 til. En lidt skarp vin, der stod
godt til anden. Humøret hos alle var godt, men hos
Anders steg det lige et par grader, da han modtog en sms
om, at Brøndby havde fundet aftenens kamp og nu ligger
nr. 1 i ligaen. Sådan!
Det var tid
til endnu en pause og spil, og her måtte der ekstra
spørgsmål til mellem Martin og Anders (Ejby), før
vindere var fundet. Det blev Martin igen...

Så var det tid
til den første dessert, der var ris á la mande med
kirsebærsovs. Her åbnede vi en flaske amarone fra
'Falasco', årgang 2004, og den hyggelige vi også med
efterfølgende. Der var mandelgave og den vandt Anders
fra Ejby. Gaven var 'Vagabonderne på Bakkegaarden',
hvilket passer fint til den gamle gård, vi befinder os
på. Anders' gård er som taget ud af en gammel Morten
Korch film.

Martin var
ikke tilfreds med den efterfølgende kaffe, hvor han
plejer at få coca cola (Martin drikker ikke kaffe). Den
anden dessert var en bærblanding af ribs, solbær og
jordbær med en sovs lavet af hvid chokolade, fløde og
kvark.
Vi sluttede af
med endnu et spil, kaffe og amarone, inden turen igen
til mod København.
De medbragte
vine præsenteres her af:

Christian,
Martin og Anders

Opskrifter:
Medaljer
Lav en mørdej
af fx 500g mel, 165g flormelis, 330g smør og 2 æg.
Fedtstof smuldres i melet. Flormelis sigtes i og dejen
samles med det sammenpiskede æg. Dejen hviler køligt i
mindst en halv time.
Derefter
rulles dejen tynd med kagerullen og med et glas med den
ønskede størrelse udstikkes den til runde kager.
Halvdelen af kagerne overtrækkes med glasur evt. tilsat
smagsstof, i dette tilfælde lidt whisky og pyntes med
lidt gele. Derefter lægges medaljerne sammen med
kagecreme.
Æblekage
Æbler, 100 g
smør, 125 g sukker, 2 æg, 75 g mel, 1 tsk. bagepulver og
2 tsk. vaniljesukker
Æblerne skæres
i skiver. Smør og sukker røres sammen og æggene
tilsættes. Røres godt sammen. Mel, bagepulver og
vaniljesukkeret røres i. Æblerne lægges i et smurt
tærtefad og dejen hældes over. Kagen bages ved 180
grader i ca. 35 minutter.
Æblekage nr. 2
Enkel og nem
æblekage. Æbler, makroner og flødeskum. Æblerne skrælles
og koges til mos. Makronerne smuldres og lægges i bunden
af en skål. Derover lægges et lag æblemos, derpå atter
et lag makroner med æblemos og øverst et lag frisk
pisket flødeskum.
Røget ål
Efter at ålen
er slagtet, er den skrubbe med masser af groft salt,
hvorefter den renses ved opsprætning til gattet. Derpå
skylles ålen og lægges i saltlage i 4-8 timer efter
ålens størrelse. Den tages op af lagen og aftørres og er
nu klar til at blive røget.
Grundopskrift
på engelsk salt lage:
3 liter
regnvand eller demineraliseret vand.
450 gram salt
450 gram mørk
farin
50 gram
salpeter(kan udelades eller reduceres)
krydderier i
pose:
1 strøget
teskefuld knuste tørrede enebær
1 laurbærblad
½muskatnød
1 teskefuld
sort peber
5kryddernelliker
3-4stilke
frisk timian eller en knivspids tørret
Krydderierne
kommes i en gazepose. Salt, sukker og (evt.) salpeter
bringes langsomt i kog i en stor emaljeret gryde og
afskummes, hvorefter krydderiposen lægges i, og gryden
tages fra varmen. Når saltlagen er afkølet, sies den
gennem et fint klæde over i saltkaret. Lad krydderiposen
ligge i lagen, indtil ålen kommes i.
Dessert med
blandede bær
100 gram hvid
chokolade smeltes i vandbad, en lille smule fløde hældes
ved, det forhindrer at chokolden brænder på. Når
chokoladen er smeltet blandes den med 500 gram kvark
fromage blanc. Den færdige souce hældes over bærerne der
servere portionsvis.